




Ansvarlighed, både i vores hverdag og events
I Green InSight arbejder vi på at gøre verden lidt grønnere, og det starter med, at vi ser på os selv og hvor vi kan gøre en forskel. I vores virksomhed tilstræber vi derfor de bæredygtige principper og forholder os både til vore sociale og miljømæssige ansvarlighed.

I dagligdagen betyder det, at vi optimerer vores transport og energiforbrug.Vi benytter genbrugsmaterialer der hvor vi kan, har kontor i en økologisk landsby (Munksøgaard), benytter offentlig transport eller delebiler og har CO2 neutralt website.
I de arrangementer vi afholder, går vi ikke på kompromis med kvalitet, økologi og nærhedsprincippet. Vi benytter økologiske og lokaltproducerede varer, der både støtter en grøn udvikling og væksten i udkants Danmark. Vi bruger genbrugsmaterialer eller biologisk nedbrydelige materialer, samt benytter de mest klimavenlige transportmidler og primært miljøvenlige eller socialt ansvarlige virksomheder som samarbejdspartnere.
Grønne samarbejdspartnere
Vi støtter små grønne tiltag og små lokale producenter i vores arrangementer. Vi ønsker ikke at presse vores producenter på pris, da mange af vores benyttede produkter kommer fra små grønne nichevirksomheder, som vi mener er vigtige at støtte, hvis deres visionære produkter skal få en solid plads på det danske marked og herved hjælpe en grøn udvikling igang.
Socialt iværksætteri
Vi er en relativ ny virksomhed og er derfor stadig ved at undersøge, hvordan vi kan udvise større social ansvarlighed end det vi allerede gør. Vi vil gerne rykke endnu mere på dette område, og er derfor i gang med at lave forskellige frivillige miljøprojekter i Trekroner og finde udenlandske miljøprojekter, som vi kan støtte igennem det overskud vores virksomhed producerer.






